MOKOSKOPER

- Af Maria the Mage og Sine the Seer

Vinteren har været lang og stjerne har været væk. Det viste sig dog, at det bare har været regnvejr og skyet. Vejrets opklaring er vores (og jeres) redning, for vi har atter været i kontakt med stjernerne! Læs med og se hvad de fortæller netop dig.

Vandmanden

20. jan. - 18. feb.

Til koncert i weekenden går din ven ud for at købe øl til jer, og du lover at holde pladsen. En 2 meter høj fyr ved navn Sigurd begynder straks bevæge sig ind på jeres område. Du vender ryggen til og begynder en stille, men intens kamp om pladsen, ryg mod ryg. Kampen slutter, da i begge to vælter bagover, og du udbryder: “Min ven kommer om lidt!” og Sigurd siger, at han også bare prøvede at holde en plads til din ven. Nå. Okay. Beef over. Godt kæmpet til jer begge.

Fisken

19. feb. - 19. marts

Efter lang tids venten, beslutter du dig endelig for at begynde at løbetræne. Du har brug for succesoplevelser og løber derfor kun i medvind, hvilket tager dig ud på nogle afsindigt lange ture. Du må derfor omlægge strategien og forsøger at blive medlem af en løbeklub, for hvis Sverige kan være med i Nato, kan du også være med i en løbeklub. Det viser sig, at det ikke ligger i stjernerne, og klubben løber i en pace 3.55 og efterlader dig. Du ender med at gå hjem alene. I modvind.

Vædderen

20. marts - 19. april

Da vædderens mokoskop skulle tydes, fik stjernetyderne bananfluer i øjet..

Tyren

20. april - 20. maj

Du er på dit første klinikophold og er spændt på at skulle møde rigtige patienter. Du henter den første patient og beder ham sige sit CPR-nr, og du opdager at de første 6 cifre er identiske med dine. Pudsigt. Du mærker en særlig forbindelse til patienten og indser hvilket naturtalent du er til at optage en anamnese. Du kan forudsige patientens svar! Da du spørger ind til familiære dispositioner og patientens mor også har fået fjernet et malignt melanom på vulva, ligesom din mor, bliver du mistænksom. Efter AOP-optag følger du patienten tilbage i venteværelset, og der står din mor. Du bliver glad, for din mor har ikke hentet dig siden du var 10 år, men din mor tager patienten i hånden og går. Du er efterladt forvirret.

Tvillingen

21. maj - 20. juni

Du har fri en weekend og beslutter dig for at hænge de hylder op som du købte i IKEA for fire år siden. Du ved at hylder i vatter er hylder der virker, så du henter en vatterpas-app ned på din telefon. Du knokler derudaf og før du ved af det har du hængt 16 hylder op. Du træder tilbage. Noget med hylder. Du har spillet Doodle Jump de sidste mange uger, og er kommet til at rykke lige meget på telefonen undervejs. Din væg ligner en bane fra Mario-World.

Krebsen

21. juni - 21. juli

Du skal ind og tjekke din årsopgørelse og logger ind på TastSelv med svedige håndflader. 48 timer efter ser du til din store forbløffelse blå tal i toppen. DU HAR VUNDET I LODTRÆKNINGEN OM 10 SKATTEFRI ÅR! TILLYKKE. Indtast kontooplysninger herunder for at bekræfte identitet.

Efter du har indtastet dine kontoplysninger opdager du, at Skat har smidt dig ud af køen, og din konto er nu i -10.000 kr.

Løven

22. juli - 22. aug

Du kommer for sent til en forelæsning i Lundsgaard og ser at der kun er pladser inde i midten forbi mindst 10 medstuderende. Du tænker tilbage på hvad du lærte til parkour i 2. klasse og indser at nu er din chance her. Ufortrødent springer du udover de fem bagerste rækker og lander med kæmpe succes midt i på sædet. I hoppet får du mast din sandwich og der er eksploderet pesto i hele din taske. I ren affekt laver du en kæmpe scene og forlader auditoriet hulkende og må tage sygeorlov resten af semesteret.

Jomfruen.

23. aug. - 22. sep.

Næste mandag eftermiddag til en forelæsning har du forfærdelig svært ved at se hvad der står på de sidste slides. Som den fornuftige studerende, du er, tager du til optikeren for at få tjekket synet. Det kører for dig, og du kan både se svanen og bilen på lystavlen - og en klovn, der danser over i hjørnet af lokalet. Du får at vide, at dit syn er perfekt, og at du endda ser ting, der ikke er der! Optikeren giver dig en anbefaling med til dine fremtidige jobansøgninger og ønsker dig stort tillykke.

Vægten

23. sep. - 22. okt.

Du deltager i en Facebook-konkurrence hvor man kan vinde et oppusteligt isbad og vinder. Du bliver glad, for du har brugt hele vinteren på at overveje at blive vinterbader, og nu står du her. I dit 25 m2 kollegieværelse. Med en seng, der fylder værelset. Én løsning. Isbad i sengen. Du finder en måde at kombinere søvn og isbad, ved at sove i isbadet. Din viking! Det går godt indtil din gangnabo finder din kolde, døde krop. Nå.

Skorpionen

23. okt. - 21. nov.

Klinik på Herlev Hospital virkede som en god prioritering i stedet for at pendle til Holbæk, men her 11 dage inde i marts måned, må du indse at cykelturen aldrig bliver sjov. Djævlen frister dig, og du giver efter. Pendlerkortet ligger trygt i din DSB-app. Men den, der lader sig friste af djævlen får tilbage af samme skuffe. Dagen efter bliver din telefon stjålet, og det samme gør dit dyrtindkøbte pendlerkort. Du ender med at må gå gennem toget med et lille papkrus. “Kan du undvære en skilling til en fremtidig læge?”. Du bliver jagtet ud af Linje C, af en mand med Hus Forbi.

Skytten

22. nov. - 20. dec

Natten til mandag uddeles Oscarstatuetter. Du har søndag aften spist en del svampe, og vågner, overbevist om, at din Oscarstatuette er blevet stjålet af Jens Juul Holst, som aldrig selv fik en Oscarstatuette. I ren og skær hævntørst tager du en spraymaling med på Panum og overmaler Holst-auditoriet med dit efternavn.

Stenbukken

21. dec. - 19. jan.

Du skal på date med en, der har inviteret dig ud i fuldskab. Du føler den ikke helt, men nu har du sagt ja, og hvad er det værste, der kan ske?

I har aftalt, at I skal spille squash, og du dukker op i dine strammeste shorts og hurtigste briller. Din date har inviteret hele sin familie til at overvære kampen, weird, men okay. I kommer ubesværet gennem første sæt. Andet sæt vinder du stort, og din date bryder grædende sammen. I hvad der bedst kan beskrives som et toddler temper tantrum, råber din date: “Det er overhovedet ikke sejt, det her!” og udvandrer i vrede. Din dates familie skammer sig over din date, og inviterer dig med ud at spise. Uden din date. Du får en gratis middag og en bonusfamilie. Score!

Forrige
Forrige

Kort notits om Skattevæsenet.

Næste
Næste

MEDICINERRÅDET (Læserindlæg): Er det tid til at gentænke undervisningen?