HJÆLP! Er jeg en pleaser?
Pleaser-adfærd er et begreb, jeg er stødt på mange gange gennem de seneste år, velvidende at jeg helt sikkert falder inden for den populationsgruppe. Som pleaser indretter man sin adfærd efter, hvad man TROR andre vil sætte pris på – groft sagt spiller man en rolle, som man forventer at få anerkendelse for, en anerkendelse man føler, man har brug for. Det hele bunder jo sådan set ”bare” i manglende selvværd, og jeg kan da personligt også mærke, at det er i situationer, hvor jeg er mere usikker, at pleaseren bryder frem igen – i hvert fald hvor jeg er bevidst om det.
Pleaser uden at vide det?
Efter jeg er startet på uni og har forsøgt at bygge mit voksne (lol) liv op, har jeg alt for mange gange sat mig selv i positioner, hvor jeg har påtaget mig for mange opgaver. Og jeg ser det først, når det er ”for sent” – man kan ikke uddeligere længere og al den tid, man troede, der var, er brugt op, og man sidder tilbage og føler sig lidt dum og stresset. Igen. Når jeg påtager mig opgaverne, ser jeg det både som en måde at vise hensyn til andre på – for de håber nok der er nogle andre, der tager tjansen, men også en måde at tage ansvar på, for hvad nu hvis ingen andre melder sig? Så tager jeg den bare.
Det er min klare opfattelse, at jeg ikke er ene om at finde mig selv i de her situationer. Hvor man jo egentlig – mere eller mindre ubevidst – tilsidesætter egne behov for at få en plan til at gå op. Her handler det nok ikke så meget om anerkendelse og selvværd, men mere om forventninger til sig selv og andres forventninger til en. I min verden stadig en form for pleasing – for egoistisk er i hvert fald den sidste titel, man kan hive med sig hjem derefter.
Det fik mig til at tænke på andre steder, hvor jeg retrospektivt er kommet til at være en pleaser uden selv at bemærke det: Nemlig på arbejdet. Overfor min chef, når jeg siger det er helt okay, at jeg primært bare arbejder i sekretariatet lige nu. Overfor mine kollegaer, når jeg siger, at jeg da sagtens kan hjælpe med den ekstra vagt. Og overfor mine patienter, når de brokker sig over ikke at blive tilset af en RiGtIg LæGE og jeg undskylder til dem. Det er en helt anden kontekst og lidt
sat på spidsen, det ved jeg godt. Men det fik mig til at reflektere en ekstra gang over, hvordan pleasergenet stadig sidder dybt i mig, som et forkølsessår, der bliver ved med at komme igen, når jeg mindst har brug for det. Og det irriterer mig grænseløst. Især patientperspektivet. Jeg ved godt det er uholdbart at vægte kvalifikationer ud fra en eller anden Karens sure opstød på en, men når man er ny i gamet, er det svært at lade det prælle af – det bliver heldigvis lidt nemmere hver gang.
Det er svært at sige, hvor mange, der kan nikke genkendende til mine sidstnævnte penalhuspige-mindreværdskomplekser. Og det er heller ikke fordi, det skal komme an på det. Uanset udfaldet, så tror jeg vi kan blive bedre til at anerkende hinanden i dagligdagen – nærmest som en vane. Vi skal blive bedre til at rose – det giver god stemning. For når vi alle ved, at vi er for fede, så ser vi behovene – især vores egne.