Når det sidste tæppe går
Sidste år, ja hvad skete der sidste år? Dengang, der sad jeg på redaktionen og brugte en hurtigskrevet artikel som terapi for en førstegangsrevyist, der led af post-revyblues – altså u.t. . Et år og endnu en revy er gået, og her sidder jeg igen vemodigt ved tasterne, dog ikke længere som førstegangrevyist, ikke endnu som gammel rotte, men et sted derimellem. Men hvordan føles det så at sidde her, og ikke vide om man skriver denne artikel for alle de fantastiske mennesker man har delt scene med sidste uge, for revynysgerrige studerende eller i bund og grund for sig selv?
Selvom ordene er svære at finde, specielt i en, nu sumpet, hjerne, så kan det vel bedst beskrives som en form for benign tomhed – man ved ikke helt hvem man er og hvad man skal gøre, men det kommer sig kun af det nyopståede, revyformede hul i ens hjerne, hjerte og lever. For hvordan går man fra alt det intenst skønne og skønt intense, der har fyldt ens hverdag og liv i hvad der føles som langt mere end de 34 dage det er siden vi startede? Hvordan kommer man igennem en uge, hvor man allerede nu ved, at den ikke vil blive fyldt ud af lange natlige byggeprojekter, syning efter solnedgang, midtvejsfester, snakke der fortsætter hele natten, besøg i tandlægebadet, geder og alt det andet som revyen er kommet til at være for en? Netop dette er en følelse som man umiddelbart kan føle sig ene om, eller måske føle, at det kun er ens søde venner man lige har set hver dag i to uger, der kan ha’ det sådan, men så er det til et jubilæum som i år, at man indser hvordan ihærdige ildsjæle har siddet med akkurat denne følelse siden 1994 - før langt de fleste nuværende revyister var født.
Så spørgsmålet må være; hvordan kommer man videre? Løsningen kunne være at drage ud i verden, men personligt tror jeg ikke den slags avoidance coping nødvendigvis er en god løsning. Man kan i hvert fald hurtigt komme ud i at fortryde, at man misser muligheden for at se ens revyvenner allerede til MBK-revy om lidt. Så den løsning må være ude af billedet, men hvad så med at se frem til næste års revy? Det er et privilegie som de fleste revyister har, men ikke alle – så af hensyn til dem der ikke kan være med næste år på grund af et lille flabet lægeløfte der er blevet givet, som vi vil savne uendeligt meget, så må det være en anden løsning vi går med. Den eneste løsning jeg kan komme på, minder meget om hele den her artikel.
Den eneste løsning jeg kan komme på, er hverken særlig kreativ eller en dækkende behandling for den følelse man kan sidde med, og lugter langt væk af en parole der er blevet sagt et par gange før. Det er nu også okay at være lidt tappet for ens kreative energi en gang imellem, så den endelige løsning må ligge i en ny parole; Husk at du har nydt det!
Om det er første eller sidste gang du sidder i den her sump af post-revyblues, så husk hvert et øjeblik - de gode som de dårlige - og favn dem, grib dem og husk alt det du har nydt.
Måske den her artikel ikke er det mest inspirerende for fremtidige revyister, måske den ikke gør for alle hvad den har gjort for mig, måske er det som Artigeardit siger i slutningen af et af numrene fra albummet “Længe Leve”:
“Men det’ altid det værd i sidste ende,
Det her vers var nok mest ment til mig selv”.