DET FILOSOFISKE HJØRNE: En Øjenåbner

Anne blev født blind. Fuldkommen blind. Hun har aldrig set en farve, en form eller et objekt. Anne har aldrig set noget som helst.

Hun navigerer og forstår verden gennem hendes føle-, lugte- og høresans.
For at kunne skelne mellem de objekter hun måtte støde på hendes vej, løber hun hendes hænder på objekternes overflader.

Anne var på andre punkter meget lig alle andre. Hun gik i skole, svømmede i hendes fritid og så var hun som så mange andre lidt overtroisk. Hun gik nemlig altid rundt med en lille kulørt glaskugle og en 6-sidet terning i tilsvarende størrelse, i troen om at de bragte hende held. Ofte havde hun dem i hendes højre lomme, hvor hun ville række ud efter dem, og føle dem i hendes hånd.

Anne var aldrig i tvivl, når det kom til at skelne mellem de to “good luck”-charms i hendes lomme. Med hendes forøgede følesans, var det ingen sag at differentiere mellem terningens spidse hjørner og retvinklede kanter fra kuglens glatte overflade.

Da Anne fylder 18, får hun tilbudt en kataraktoperation og intraokular linse implantat.
Før operationen beder Anne om at have sin terning og kugle i nærheden. For godt held siger hun.

Da Anne får fjernet bindet for hendes øjne, er det tydeligt. Hendes blindhed er blevet kureret!
For første gang i hendes liv ser hun verden omkring sig. Alle de farver og former, som hun tidligere kun kendte ved følesans og sprog.

Hun kigger sig omkring efter hendes terning, den vil Anne nemlig gerne holde lige nu og her.
Da hun kigger på bordet ved siden af sig, ser hun to små objekter.

Det er uden tvivl terningen og kuglen. Anne ser de to objekter for første gang nogensinde, men kan hun - uden at røre dem først - skelne mellem hvilken en der er terningen og hvilken en der er kuglen?

Konceptet i det tankeeksperiment er kendt som Molyneux’ Problem, formuleret af filosoffen William Molyneux i 1688. Intuitivt kan det virke åbenlyst: Anne kan da sagtens sætte to og to sammen. Hun kan forbinde glaskuglens glatte overflade til dens runde udseende og de spidse hjørner til terningens firkantede udseende.

Men!? Uden nogen som helst visuel “sanse”-erfaring og uden nogle referencepunkter til hvordan en glat overflade eller en spids hjørne ser ud, hvordan kan Anne så egentlig lave forbindelsen mellem hendes gamle følesans med hendes nyvundne synssans?

I mere end 300 år var Molyneux’ tankeeksperiment underkendt, for det var jo tydeligt, at den forbindelse ville kunne skabes gennem logisk deduktion. Mennesket tænker jo trods alt rationelt!

Dog holdte nogle få empirisister ved. De var i overbevisningen om at Anne ikke vil kunne identificere objekterne, da viden primært kommer fra føstehåndssanseindtryk. For hvad Anne intet har af.

I dag kender vi svaret. Lægevidenskaben har nemlig åbnet op for, at man ikke længere blot skal nøjes at debattere filosofiske tankeeksperimenter som Molyneux’ Problem, men i stedet kan sætte den på prøve med kliniske forsøg. I 2011 satte to professorer fra MIT, Richard Held og Pawan Sinha, et eksperiment op hvor en gruppe børn og teenagere, som var født blinde, fik kataraktoperationer og fik synssansen for første gang1.

Kort efter operationen blev deltagerene præsenteret med to sæt ens legetøjsklodser i forskellige former. Det ene sæt blev sat synligt på bordet, mens det andet sæt var gemt ude af syne i en boks under bordet.

Deltagernes hænder blev placeret i boksen under bordet, og de blev bedt om at matche de legetøjsklodser de kunne føle med deres hænder under bordet, med dem de kun kunne se med øjnene ovenpå bordet.

Resultatet? En match-rate på sølle 58%. Med andre ord, var deres evne til at matche deres føleindtryk med deres nye synsindtryk svarerende til (næsten) rent held.
Anne ville altså ikke kunne identificere hvad der er terning eller hvad der er glaskugle! Hendes bedste bud ville være ligeså godt som at slå plat eller krone!

Held og Sinha’s forsøg konkluderede altså at empiristerne havde ret. Det primære værktøj vi har til at navigere den ydre verden i vores bevidsthed, er viden og erfaring gennem vores sanser, og altså ikke vores rationalisering. Vores rationaliseringsevne bygger på vores sanseindtryk. Nu er Held og Sinha’s forsøg ikke uden kritik. Forsøgsopsætningen har grundet indholdets kliniske natur nogle begrænsninger ifht. at levere et perfekt svar. Men konklusionen holder.

Imidlertidig er der også to nye konklusioner, som springer ud af løsningen af Molyneux’ tankeeksperiment.
For det første: Vi kan ikke vide om vores sanseopfattelser giver en akkurat afspejling af verden omkring os

For det andet: Vi skal være ydmyge for andres verdensopfattelse, og forsøge at forstå hvordan andres synsvinkel opstår, hvor kontraintuitivt det end må forekomme

Derfor: stop med at shame mig når jeg har ananas på min pizza eller nutella på min ostemad.
I stedet kan du bruge din energi på at tænke på hvordan et menneske, der er født blind, drømmer.

- og hvordan personen kan kommunikere drømmens indhold til andre?

// Younes, MOK red.

1) Held, R., Ostrovsky, Y., de Gelder, B., Gandhi, T., Ganesh, S., Mathur, U., & Sinha, P. (2011). The newly sighted fail to match seen with felt. Nature neuroscience, 14(5), 551–553. https://doi. org/10.1038/nn.2795
2) #FADLKanIkkeTageEnJoke