Et litterært dyk ind i depressionens Glasklokke

At læse “The Bell Jar” (da: “Glasklokken) af Sylvia Plath (1932-1963) var som at pakke en stor gaveboks op, indpakket i idyllisk mønstret og farverigt gavepapir, og mod forventning finde en sinds opslugende mørk malstrøm af melankoli under låget.

Den semi-autobiografiske novelle dykker ned i en ung kvindes, Esther Greenwood, overgang fra en farverig tilstedeværelse, med fest, karriereambitioner og livsdrømme til en anhedonisk tilstedeværelse, uden håb for fremtiden og en dansende flirt med suicidium, livets sidste udvej.

Bogen er et førstehånds vidnesbyrd om depressionens fænomenologi og det menneskelige sinds kompleksitet. Plath kæmpede med kliniske depressioner det meste af hendes voksende liv, og endte, få uger efter udgivelsen af bogen under et pseudonym, med at tage sit eget liv.

Plath formår at skildre det hele menneske i Esther, med finurligheder, fejlbarligheder og eksistentielle overvejelser. Bogen der foregår på den amerikanske østkyst i begyndelsen af 1960’erne inddrager også de samfundsmæssige og kulturelle normers indflydelse på Esther’s psyke, trivsel og refleksioner ifht. hendes forværrende tilstand. Ligeledes får vi et indblik i ‘60ernes psykiatri i USA, den tidlige ECT behandling og det utilgiveligt brutale private sundhedssikringssystem i USA, der desværre fortsat hersker til den dag i dag.

Depressionens fænomenologi

Plath’s egne oplevelser med klinisk depression i kombination med hendes talent for at skrive gør “The Bell Jar” til et litterært mesterværk, særligt da hun formår at invitere læseren ind i psyken på et menneske der går svær depression og suicidal adfærd i møde.

Læseren følger hovedpersonen Esthers subjektive oplevelse af depressionen, med følelser af fremmedgørelse, fortvivlelse og en forvrængning af virkeligheden, som snigende kravler sig rundt om og op over hende, for at indkapsle hendes sind i ‘en glasklokke’. Plath, og Esther, bruger glasklokken som metafor for den effekt en depression kan have på en person:

“wherever I sat—on the deck of a ship or at a street café in Paris or Bangkok—I would be sitting under the same glass bell jar, stewing in my own sour air. I was supposed to be having the time of my life.”

Depression, som Plath så nænsomt afdækker, er ikke en simpel tristhed eller et midlertidigt dyp, men snarere en altoverskyggende tåge, der lammer og isolerer.

Uagtet om alt omkring en lægger op til, at man skulle have “the time of [one’s] life”, fanger depressionen personen i sin egen psykiske ‘fæstning’ af depressive tanker “stewing in my own sour air”.

Dualismen i depressives suicidalitet

Esthers ambivalens over for døden og hendes mislykkede selvmordsforsøg afspejler en dyb dualisme, som plager mange, der kæmper med svær depression.

På den ene side er der et inderligt ønske om at undslippe smerten og følelsesløsheden - den altoverskyggende tåge - ved at tage sit eget liv. Esther er så plaget og lidende af hendes depressive tilstand, at hun planlægger og forsøger selvmord adskillige gange.

Men på den anden side, er depressionens tåge så voldsom, at den formår at overskygge viljen til at tage sit eget liv, såfremt det bliver for besværligt at gøre. Her skal man have i mente, at selvmordshandlingen er noget nær den mest drastiske beslutning man kan tage og at udførelsen i sig selv også kræver et enormt drive. Hvorfor Esthers adskillige fejlslåede forsøg, ikke er et tegn på at hun ikke mener det, men derimod hvor enormt lidende hun faktisk er.

Denne indsigt er et af grundene til hvorfor “The Bell Jar” er vigtig læsning for enhver, som beskæftiger sig med mennesker som kommer ind i akutmodtagelser med mislykkede selvmordsforsøg. Der er desværre en udbredt fejlfortolkning af mislykkede selvmordsforsøg, som råb om hjælp eller opmærksomhed. “The Bell Jar” viser hvordan, at alle selvmordsforsøg for den depressive, kan være med et inderligt selvmordsønske. Hvor end latterlig eller ineffektiv metoden fra et tredjepersonsperspektiv kunne ligne; gav det i den subjektive førstepersons-oplevelse mening. Hvorfor ethvert selvmordsforsøg bør tages som et alvorligt tegn.

Når Plath så fornemt formår at illustrere denne misforståelse, udstiller hun også tragiske ironi, der kan herske i depressionens natur - et muligt ønske om at handle, men uden evnen til at mobilisere kræfterne til faktisk at handle.

Det gælder både handling når det kommer til selvmord, men endnu vigtigere (og sværere), handling for at få det bedre.

Eksistentiel krise

Plath belyser gennem et figens-træs analogi også den eksistentielle krise, man kan møde, når man reflekterer over de valg - store som små - der definerer hvilke af livets mange mulige udfoldelser, som man vil opleve. Krise, i form af en handlingslammelse, når man realiserer betydningen af ens valg og hvilke mange liv man vil gå glip af ved hvert et valg. Samt, hvad sådan en handlingslammelse (ikke at tage nogle valg), har af betydning for livet.

Esther står under sit figurative figentræ, hver frugt repræsenterer en anderledes livsvej, en anden mulighed. Men frygten for at vælge forkert fører til handlingslammelsen, og én efter én falder fignerne til jorden, urene og rådnende, et symbol på de forspildte muligheder, der visner væk under byrden af depressionen, den perfektionismen og de kulturelle forventninger:

“I saw my life branching out before me like the green fig tree in the story. From the tip of every branch, like a fat purple fig, a wonderful future beckoned and winked. One fig was a husband and a happy home and children, and another fig was a famous poet and another fig was a brilliant professor, and another fig was Ee Gee, the amazing editor, and another fig was Europe and Africa and South America, and another fig was Constantin and Socrates and Attila and a pack of other lovers with queer names and offbeat professions, and another fig was an Olympic lady crew champion, and beyond and above these figs were many more figs I couldn’t quite make out. I saw myself sitting in the crotch of this fig-tree, starving to death, just because I couldn’t make up my mind which of the figs I would choose. I wanted each and every one of them, but choosing one meant losing all the rest, and, as I sat there, unable to decide, the figs began to wrinkle and go black, and, one by one, they plopped to the ground at my feet.”

Normer og forventninger

For både Esther og Plath, spiller de sociale normer fra 1960’ernes USA en enorm betydning for deres eksistentielle kriser. Esther kæmper med at finde sin plads i verden og forstå hvem hun er. Gennem hele hendes liv har alle (familie, naboer, institutioner og venner) haft forventninger til hvem, hvad og hvordan hun bør være. De påduttede kønsroller, den indskrænkede sexualitet, de professionelle begrænsninger og perfektionistiske forventninger, står som en evig labyrint, et usynligt fængsel, som Esther forsøger at slippe ud af. Ikke blot fysisk, eller i livets mange valg, men i hendes egen psyke og selvopfattelse.

At følge Esthers forsøg på at finde sig selv og rive sig løs fra hendes egen verdensopfattelse er en intens, næsten klaustrofobisk oplevelse, som inviterer læseren til at reflektere over hvilke usynlige fængsler vores kulturelle-, sociale- og samfundsnormer har bygget om os, hver især, i dag.

Hvorfor du bør læse “The Bell Jar”

"The Bell Jar" giver et tidløst indsigt i, hvordan den menneskelige psyke kan opleves, når den går ind i en depression. Plath’s skildring af depression og selvmord er både rørende og lærerig. Hendes evne til at fange den indre kamp, som mange oplever, gør bogen til vigtig læsning for læger, psykologer, sygeplejersker og mange andre. Samtidig er dens kritik af de kulturelle og samfundsmæssige normers pres på individet ikke mindre relevant i dag.

Alt i alt, i en tid hvor psykiatri og mental sundhed stadig kæmper for at finde sin retmæssige plads i det offentlige diskurs og den politiske prioritering, står "The Bell Jar" som et forsat relevant værk, der tilbyder indsigt, forståelse og, vigtigst af alt, et sprog til at artikulere en ellers ofte usynlig kamp inde i sindet.

// Younes, MOK.red