Uegnet som stud.med.?
Dette er et svært emne at tage op; på grænsen til farligt. Men jeg vil vove det er et emne mange af os hartænkt på.
Jeg oprettede i tidernes morgen vores alles fælles facebookgruppe på studiet, og gennem årene har der været opslag i ny og næ, som har hævet øjenbryn blandt gruppemedlemmerne. Ofte har det været de samme få, i hver deres tidslomme, som har trukket opmærksomheden med deres mærkværdige opslag.
Jeg tror de fleste kender til hvad jeg forsøger at beskrive.
Hvad disse opslag til tider kan vise, er indsigt i mennesket bag . På overfladen kan det tolkes som arrogance, enorme egoer, mangel på ydmyghed eller konfrontationssøgende. Men når man endelig møder dem i virkeligheden, får man smag på de dybere nuancer. At det ikke alene drejer sig om underlige værdier eller korte lunter, men snarere dybt manifesterede psykiske udfordringer. Fx udviklingsproblemer af forskellig art.
Tilstande hvor man grundet sine udfordringer, fx kan mangle selvindsigt, tålmodighed eller evnen til at sætte sig i andres sted.
Medicinstudiet er særligt. Ligesom det at være medicinstuderende er særligt. Vi beskæftiger os med, ikke alene i teorien, men også i praksis, sårbare mennesker i deres livs måske sværeste tider. Lægegerningen, altså jobbet der følger, er kun mere intenst på denne front. Hvorfor det synes at være et værdigt spørgsmål: Er alle egnede til at blive stud.med., og i sidste ende læge?
Andre beskæftigelser med særkarakter, sorterer i deres rekruttering. Tiltider, måske, groft nok. Det meståbenlyse eksempel er Forsvaret. Her skal alle igennem et helbredstjek, samtale og til visse stillinger af sufficiente rang også gennem psykologiske test. Her fravælger Forsvaret alle med fysiske eller psykiske udfordringer, som vurderes til at være til hindring for den rolle de ellers ville besidde eller de frasorteres for deres egen ve og vel.
Man kan, med rette, stille spørgsmålstegn ved hvorvidt diagnoser automatisk bør spænde ben for en bestemt beskæftigelse, soldat eller mediciner. Særligt uden en individuel vurdering. Ligesom, man sagtens kan være uegnet, tiltrods for man ingen diagnose har. Men bør der, ved særligt svære tilfælde - diagnose eller ej -, ikke også være en individuel vurdering for hvorvidt man er uegnet?
Selvfølgelig kan det ikke betale sig at screene samtlige stud.med., da det kun drejer sig om et fåtal per semester. Dertil, vil man uundgåeligt skabe et system der kommer til at fravælge individer, som havde været egnet. Falsk positive, om man vil. Det er nemlig en faglig, men stadig subjektiv, vurdering om egnethed. Det sætter os i den nuværende situation. Vi har tydeligvis en gruppe medstuderende, hvor man kan argumentere for, at de som stud.med. både er i strid med deres egen selvinteresse og patienternes ligeså.
Skulle der være en ‘bekymrings’-/stikkerlinje? Burde vi have et større antal mundtlige eksaminer, der vil give eksaminatorer muligheden for at spotte sådanne tilfælde? Burde man lade dem sejle deres egen sø, og acceptere at det er ‘en del af pakken’? - og gør man i så fald ikke harme på denne og patienterne? Jeg tror ikke at man kan have en dialog, hvori man forsøger at redegøre for problematikken for disse individer, da de qua deres udfordringer ikke har den tilstrækkelige selvindsigt til at forstå eller acceptere, at de muligvis har valgt en forkert karrierevej. Det er også en forfærdelig, identitetsbrydende besked at give eller modtage.
Kan alle blive læger? Måske. Bør alle. Nej.
// Younes, MOK.red